Det første spark

Det første spark

Den sparker! Eller gør den? Først var jeg i tvivl, for det var slet ikke som bobler, som alle ellers siger. Men så kom det. Sparket.

Jeg var på weekend-besøg hos min mor, og vi sad og så en film, da jeg pludselig mærkede noget, som fik mig til at stor-smile, nærmest inden min hjerne havde registreret, at der var sket noget.

Jeg sagde ikke noget til min mor, sad bare der helt stille med min lille hemmelighed og begge hænder placeret på det allernederste af maven, fordi min jordemoder Dorthe havde sagt, at jeg formentlig ville mærke det langt nede til at begynde med.

Men var det nu også et spark? Det føltes ikke som bobler. Nærmere som et blåp eller et puf. I ental. Eller en ufrivillig muskelsammentrækning.

Men i aftes, inden jeg skulle sove, kom det: Boing.

Jeg begyndte at grine-græde, og blev overvældet af en umiddelbar altfavnende glæde. Mit barn sparkede! Du er der, og du sparker. Jeg kan mærke dig.

Skriv en kommentar

Husk at udfylde de felter der er markeret med * krævet