Jeg er så taknemmelig

Jeg er så taknemmelig

Vi går langt for at finde den rigtige frisør med de rigtige øko-produkter, men når det kommer til graviditet og fødsel, har vi en tendens til at nøjes og bare følge med.

Når folk spørger mig, ’Hvordan er det at gå på det der Fødeklinik Maia?’ så plejer mit umiddelbare svar at være, at jeg er så inderligt taknemmelig!

Og hvorfor så det? Fordi jeg er fuldstændig tryg ved at skulle føde. Og fordi jeg ikke på noget tidspunkt har skullet nøjes eller længtes efter noget, der bare ikke var tid til. Eller er blevet presset ned i en ’for sådan er det bare-skabelon’.

Kvinder bliver stadig beordret op og ligge på ryggen i en hospitalsseng, selvom deres krop skriger på at gøre noget andet. Men du må godt sige fra. Du må godt kræve ro. Og du må godt forvente noget.

Mange førstegangs-gravide møder op til den første jordmoderkonsultation med den naturlige og logiske antagelse, at når nu jeg taler med dig, og vi lærer hinanden at kende, så er det vel også dig, jeg skal føde med. En antagelse som burde være en selvfølgelighed, men som ofte bliver affærdiget som håbløst naiv.

Det er ikke naivt – det er da sådan, det burde være.

Hver gang jeg har et spørgsmål eller tumler med noget, kan jeg spørge mine jordemødre. For jeg ser dem minimum en gang om ugen, og de er vitterligt ’mine’. Det er ikke en perlerække af nye ansigter, og jeg skal ikke starte forfra hver gang. Marta og Dorthe kender mig, og jeg kender dem.

Jeg får så meget af vide, som ikke står i nogen foldere eller bøger, fordi de begge brænder for jordemoderfaget og kender til alt den nyeste forskning – fra hele verden. Forskning som de generøst bearbejder og serverer med både humor og dybde.

Og uanset om det er dans, fødselsforberedelse, workshops eller mine personlige konsultationer, så foregår det i fuldstændig ro og varme med masser af tid og omsorg. Jeg skæver ikke nervøst til uret, og jeg behøver ikke sige ’jo tak, det går fint’ fordi jeg ved, at der alligevel ikke er tid til at snakke om det, der bekymrer mig. Det er tid. Og der er masser af lytten og en faglig kompetence, som ikke bare giver svar på alle mine spørgsmål, men også gør mig grund-tryg ved at være gravid og ved at skulle føde.

Jeg kan måske beskrive det på den måde, at hvad end jeg har haft af knuder, har de lige så stillet viklet ud og bundet op – og så har de bundet en fin sløjfe. En sløjfe og en ’ekstra-hed’, som jeg ikke havde troet mulig og slet ikke forventet.

Måske derfor hører Dorthe og Marta ofte de gravide og fødende sige ’Det er sådan en luksus at føde her’. Men det er de ikke enige i:

”Det er ikke nogen luksus,” siger Marta.  ”Sådan som det foregår her burde være udgangspunktet, det burde være en selvfølgelighed. Og det er kun, fordi vi måler os mod en skrabet version, som vi ikke engang byder dyr, at vi anser det for en luksus.”

Luksus eller ej, så er jeg dybt taknemmelig. Og jeg ser frem til alt det, der venter i 2012, og til at dele det med dig.

 

 

 

Skriv en kommentar

Husk at udfylde de felter der er markeret med * krævet