Nakkefold med næsepilleri

Nakkefold med næsepilleri

Den lille prut lå helt stille, hvilket først gjorde mig bange, fordi sidste gang tonsede den rundt, og jeg havde måske troet, at det ville være det samme. Men sygeplejersken forsikrede mig om, at den bare sov, og at hjertet slog så fint. Og lidt efter vinkede den da også og gav sig til at pille næse – men i det mindste krydsede den benene, da der kom kamera på, så lidt anstændighed har den dog…

Scanningen gik rigtig godt – de laver en masse udregninger, og ens tal skal helst ligge på over 300, og mit var på 7514. Så jeg var lettet og glad, men havde samtidig svært ved at slippe den umiddelbare ængstelse jeg havde fået, da den lå så stille til at begynde med.

Jordemødrene på Fødeklinik Maia betragter ikke scanninger som en selvfølge. Af to årsager: For det første, fordi noget forskning viser, at den ultralyd, der bruges til at foretage scanningerne ikke er så ufarlig eller ubetydelig for et foster, som andre forskere mener.

For det andet, så bliver vi jo rent faktisk scannet for at finde ud af, om der er noget galt med barnet, og ikke bare for at se den lille eller finde ud af, om det er en dreng eller en pige.

Så da jeg er til konsultation nogle dage inden min scanning, spørger de mig, om jeg har tænkt over, hvordan jeg vil forholde mig, hvis nu scanningen viser, at der er risiko for Dawn syndrom. For hvis jeg allerede på forhånd ved, at jeg ikke vil have en abort, eller jeg ikke vil have foretaget en moderkagebiopsi, så er der jo ingen grund til at få scanningen.

De spørger også , så jeg har lejlighed til at gøre mig nogle overvejelser og træffe en beslutning under rolige omstændigheder – i modsætning til lige efter man eventuelt har fået en voldsom besked.

Og det er jeg glad for, de gør.

For mig var det vigtigt at få scanningen. Ligesom jeg også gerne vil have 20-ugers scanningen. Til gengæld kommer jeg ikke til at købe mig til scanninger derudover. Jeg er nemlig heller ikke overbevist om, at scanninger ikke har en effekt på barnet (stor som lille) – hvem ved, hvordan det påvirker dem. Så jeg holder mig til de to ’nødvendige’.

 

 

Skriv en kommentar

Husk at udfylde de felter der er markeret med * krævet