Maia-mødregruppen er for dig, der har født med Fødeklinik Maia. Til forskel for den kommunale mødregruppe vil du møde mødre, der ligesom dig lige har født, men også mødre som har født for noget tid siden og derfor kan øse ud af deres erfaring og med tiden vil det være dig, der kan dele af din erfaring til de helt nye mødre. Du er velkommen både inden fødslen eller så snart, du har lyst og overskud efter. De fleste stopper naturligt i mødregruppen, når deres barsel stopper.

Vi er vidt forskellige, men har alle det tilfælles, at vi har født med Fødeklinik Maia – vi har taget stilling til vores graviditet og fødsel og gjort noget andet end flertallet. Den oplevelse kan vi dele uden at skulle forklare – og måske forsvare. Nysgerrigheden og åbenheden overfor alternativer fortsætter i mødregruppen, men hvor det før handlede om graviditet og fødsel, handler det nu om vores babyer og livet som nybagt mor.

Og ligesom i den kommunale mødregruppe – som de fleste af os også går i ved siden af – så er det i bund og grund nogle virkelig hyggelige timer, hvor vi snakker og griner, skifter, tørrer gylp op og ammer over en uformel kop the eller kaffe.

Vi mødes hver anden onsdag hjemme hos hinanden på skift og ind imellem også på Fødeklinnik Maia – og du er meget velkommen.

Skriv til Maja Ejlskovs mail ( du får den af jordemødrene Marta og Dorthe) , så vil en af os fra mødregruppen ringe og fortælle dig lidt mere.

Kærlige hilsner fra Maja på vegne af Maia-mødregruppen