Da jeg blev gravid med barn nummer fem havde jeg fire fine hospitalsfødsler i bagagen, og hånden på hjertet, visse fordomme om hjemmefødsler – noget med spelt-hippier som danser rundt om moderkagen og taler med jordånderne…
Nu seks måneder efter fødslen, tænker jeg tilbage på min tid med Moderhuset MAIA, som en magisk tid og en af de største gaver jeg har givet mig selv. Jeg troede virkelig ikke nogen kunne lære mig noget om graviditet og fødsel som jeg ikke vidste i forvejen. Og så viser det sig, at jeg i denne, min sidste graviditet, har lært mere end i de fire forrige tilsammen. Jeg har fysisk og psykisk været på toppen, fordi jeg har fået den omsorg og de råd jeg havde brug for på præcis de rigtige tidspunkter. Jeg har følt mig fuldstændig omkranset af varme, omsorg og en helt utrolig kompetent faglighed.
En graviditet er en rejse
Hver eneste graviditet og hvert barn, lærer dig noget nyt, om verden og om dig selv. Jeg skulle blandt andet lære at skrue ned for mit arbejde – og tro mig, det var sindssygt svært. Det var som at stoppe et gennemkørende tog. Jeg skulle lære at passe bedre på mig selv, prioritere og skære alt unødvendigt væk – alt det man gør fordi man “bør”. En andet tema var angst. Angst for om det går galt fordi man allerede har fire friske børn og vellykkede graviditeter bag sig – kan det virkelig blive ved, eller slipper heldet op fordi man er “så grådig” at man ikke kan nøjes med at få to eller tre børn som andre normale mennesker. Meget af det jeg har lært under denne graviditet bruger jeg stadigvæk den dag idag – det er livs-læring som jeg altid har med mig.
At vende bøtten med bræk
Jeg dyrkede bikram yoga før jeg blev gravid, men måtte holde pause da jeg brækkede mig i stride strømme de første fire måneder. Jeg kunne ikke læse på en computerskærm uden af få kvalme. Efter bræk fasen gik jeg i gang med at træne yoga hjemme, og det blev jeg ved med indtil den dag jeg fødte. Stille og roligt, ikke noget blære yoga, primært udstrækning til rar musik og et lille stearinlys (plus trusler til resten af familien om ikke at forstyrre – ikke så zen, men det virkede ihvertfald:-) det har jeg ikke gjort i mine tidligere graviditeter, som har været præget af bækkenløsning, vand i kroppen og generel utilpashed. Denne graviditet har min krop været bomstærk. Jeg har ikke haft en dråbe overflødigt vand i kroppen og jeg har ikke på noget tidspunkt kunne mærke graviditeten i min ryg eller lænd. Jeg kan klappe mig selv på ryggen for at have etableret en god træningspraksis, men det er samtalerne med jordemødrene på Moderhuset MAIA, som har hjulpet mig med at vende bøtten af bræk til noget positivt, så jeg fik energi til at gøre det godt for mig selv og lille Mio i min mave. Jeg begyndte at træne igen 6 dage efter fødslen og træner stadig yoga hver eneste dag.
Tid til at tale om mig, mig, mig
Konsultationerne hos Moderhuset MAIA er i uhyggelig kontrast til en jordemoderkonsultation på et hospital. Jeg er ked af at sige det! Ved mine tidligere graviditeter har jeg nærmest grinet når jordemoderen spurgte hvordan jeg havde det. Helt ærligt – med en konsultation på 20 minutter, hvoraf 15 går med at udfylde skema, så går man sgu da ikke i gang med en længere udredning om hvor svært det er at få plads til sig selv og sin graviditet, med et arbejdsliv, børn og mand derhjemme, mærkelige graviditetsdrømme og tanker om liv og død. Det var der plads til her. Og jeg nød det! At tale om mit yndlingsemne: mig! Hvad jeg føler, tænker, tror, mener. Min mand var med til nogle af konsultationerne, men ofte var det bare mig. Han siger selv, at han ikke har haft det store behov for konsultationerne – men at det var ved fødslen at, han kunne se en mening med Moderhuset MAIA.
Grimt hospital – smuk fødsel
Det endte med en hospitalsfødsel på grund af en moderkage som lå for tæt ved livmoderhalsen og derfor forøget blødningsrisiko. Men selv om Herlev, i mine øjne, er et utroligt grimt hospital, så fik vi en meget smuk fødsel sammen med Dorthe. Noget af det Moderhuset MAIA har lært mig, og som har fascineret mig utrolig meget, er hvor klog kroppen er og præcis hvordan man kan understøtte de biologiske processer som er tilstede ved graviditet, fødsel og barsel. Jeg er overbevist om, at det har været hovedårsag til, at jeg kunne forlade Herlev to timer efter fødslen, med minimal blødning og i topform. Jeg fik barselsbesøg to gange den første uge, og den bedste start, for mig, Mio og resten af klanen.
Nu er Mio 6 måneder gammel. Savlende, stædig og kornfed unge.
Det er mærkeligt at tænke sig, at han for præcis et år siden var mindre end min hånd. Livet er fantastisk, smukt og stærkt.
Tusind tak til Dorthe, Marta og Ditte. I had the time of my life!
Kærligst, Kristina Aamand