Min erfaring er at selvom man ikke bogstaveligt kan planlægge hele fødslen kommer den nødvendige indre tryghed kun med en god mental forberedelse. Den indebærer at få øje på ens styrker og svagheder..
Jeg har født fire børn i tre forskellige lande. Min store datter blev født på et hospital i Berlin og vores piger nummer to og tre ved fantastiske hjemmefødsler på Island.
Da jeg til januar 2008 skulle føde vores fjerde barn i Danmark begyndte jeg at lede efter en hjemmefødselsordning. Det vigtigste for mig ved en fødsel er at kende den jordemoder som skal deltage i den meget personlige og intime oplevelse som det er at bringe et lille menneske til denne verden.
Min første fødsel var en svær oplevelse. Den startede med, at vandet gik og i alt var jeg næsten tre døgn i fødsel. Under forløbet mødte jeg mange forskellige jordemødre og læger som snakkede sammen om forløbet og de utallige indgreb som blev fortaget men meget sjælden direkte med mig. Det var primært deres fødsel, på deres arbejdsplads hvor jeg og mit ufødte barn var et problem som de så hurtig som muligt skulle af med.
I det følgende år fortrængte jeg mine minder om fødslen og i stedet for at huske min datters fødsel som noget positivt og enestående følte jeg at jeg måtte helt alene komme over en tragisk hændelse. Jeg oplevede fødslen som et voldeligt overgreb og turde først snakke om det da jeg blev nødt til det under den anden graviditet næsten otte år senere.
Jeg var heldig fordi jeg havde en jordemoder som gad lytte til mig, jeg kunne græde så meget jeg skulle og hun giv mig en god vejledning om de forskellige muligheder kvinder har og ikke bliver snakket så meget om som fx hjemmefødsler.
Men tilbage til nutiden. Det var først fire uger for fødslen at jeg besluttede mig for at føde med jordemødrene fra Moderhuset MAIA og det gjorde jeg fordi at hos dem kunne jeg være 100% sikker på at kende dem jeg skulle have hos mig under fødslen. Helst ville jeg flyve min jordemor og gode veninde Áslaug in fra Island og føde hjemme med hende, min mand og vores store børn. Jeg jokede med, at hun skulle komme, fordi jeg ikke kunne forstille mig at føde med nogen anden, og da hun er den mest populære jordemoder i den islandske hjemmefødselsordning troede jeg aldrig på, at hun ville komme. Men det gjorde hun alligevel, og selvom hun endte med at sidde ude i lufthaven, på vej hjem, mens jeg arbejdede i fødekarret, var det rart, at hun var her, og at hun tilbragte de sidste dage i graviditeten med mig, min familie og de tre jordemødre fra Moderhuset MAIA. Under de sidste konsultationer sad jeg med min stor mave og fire dejlige, glade og stærke kvinder omkring mig. Jeg havde altså mere end styr på det hele og glædede mig til den store dag.
Kort for vores termin valgte vi at føde i Moderhuset og ikke derhjemme da jeg alligevel syntes at børnene ikke skulle være med til fødslen. Det gjorde jeg fordi alle mine fødsler har taget relativ lang tid og har haft en kritisk og smertefuld fase til sidst. I min mentale forberedelse vidste jeg at fødslen meget sandsynligt ville blive som de andre tre og at jeg skulle være til stede til at kunne koncentrere mig kun på mig selv og forløbet.
Min erfaring er at selvom man ikke bogstaveligt kan planlægge hele fødslen kommer den nødvendige indre tryghed kun med en god mental forberedelse. Den indebærer at få øje på ens styrker og svagheder fx frygt. Under de konsultationer jeg fik med Ditte, Dorthe og Marta snakkede vi meget om min frygt for fødslen. Selvom jeg havde født tre børn og to af dem hjemme var jeg stadig bange for smerterne, presseveerne og for at gå i panik som til sidst kunne ende med en overførsel til hospitalet og det sidstnævnte ville jeg jo meget gerne undgå!
Jeg havde plukveer i en hel uge og dagen for fødslen havde jeg uregelmæssige veer hele dagen. Jeg nød det at gå rundt. Samtidigt med at jeg glædede mig til fødslen, var jeg rastløs og havde svært med af slappe af. Når det blev aften ville jeg gerne over til Moderhuset MAIA i de omgivelser jeg skulle føde i. Jeg vidste jeg havde behov for at komme ud af hjemmet og væg fra børnene til at kunne finde ro og koncentration. Jeg havde stor tryghed til Moderhuset MAIA’s jordemødre og jeg vidste at det hele ville være præget af mit valg og mine ønsker om at føde i sikkerhed og med glæde.
Fødslen blev alt i alt en dejlig og positiv oplevelse. Selvfølgeligt og lige som under mine andre to hjemmefødsler var den præget af hård arbejde og jeg måtte bruge alle mine styrker når veerne nærmest rullede ind over hinanden uden at holde en pause. Når den ene klingede af begyndte den næste og jeg kunne næsten ikke holde det ud og troede ikke jeg ville overleve til at føde babyen. Dorthe og Marta var med mig hele tiden og bevarede en utrolig ro og tillid til mig som fødende under hele forløbet. Det vigtigste for mig var at vi fik all den tid vi havde brug og jeg fik lov til have en langsom fødsel. Det ingen krav om at jeg skulle vise eller opnå noget anden en at føde mit barn stille og roligt i min eget tempo.
Den lille Erling blev først født næste dag, den 25. Januar omkring frokosttid.
Jeg står i karret hvor han fødes med sin forreste hånd ved hovedet. Han er fuldstændigt fuldkommen og helt rolig. Han kigger på os lige som han kommer fra en anden verden hvorefter han kommer til mit bryst og sutter. Dorthe og Marta forlader rummet og vi sidder tilbage med den vidunderligste lille dreng som snart fæller i søvn.
For mig drejer det hele sig om et valg. At jeg selv kan vælge hvor, med hvem og hvordan jeg skal føde har haft en stor betydning og det drejer sig ikke bare om selve fødslen. Det at jeg har taget et valg om at få mine ufødte børn til verden på den bedst tænkelige måde har også haft en stor betydning for graviditeten og tiden efter fødslen. Jeg har taget ansvar for mig selv og mine fødsler og det har lært mig så utroligt meget og det har givet mig tro på mig selv som forældre til mine fire børn.
Til Dorthe og Marta og Ditte siger jeg tusind tak hjælpen, fagligheden, forståelsen, roen, og kærligheden til vores familie.
Rósa Erlingsdóttir