…De første dage i Folkes liv har været meget rolige, og det har været en luksus for os bare at kunne være herhjemme sammen efter fødslen og slippe for at skulle ud med ham til efterfølgende undersøgelser. Kontakten med velkendte jordemødre gjorde også …
Vores søn Folke blev født den 22. oktober 2007 i et vandkar hjemme i vores stue. Det var en fantastisk oplevelse og præcis sådan, som vi havde drømt om og håbet på det ville være, når drømmene og håbet var allerstørst. Vigtigst af alt så er vi overbeviste om, at det var den mest rolige og trygge måde for vores søn at komme til verden på. Hele forløbet hos jordmødrene fra Moderhuset MAIA har i høj grad bidraget til en positiv oplevelse af graviditeten og fødslen, så vi har været parate til åbent at møde Folke og tilbyde ham en så tryg overgang fra tilværelsen i min mave til livet udenfor.
Da jeg blev gravid, kom jeg ret hurtigt på den tanke, at jeg gerne ville føde hjemme og jeg begyndte at undersøge muligheden for det. Tanken var, at jeg ville føde så naturligt som muligt. Jeg var overbevist om, at jeg under de rette omgivelser kunne føde naturligt uden smertestillende og på den måde komme til at opleve så meget som muligt af fødslen. Jeg var bange for, at en hospitalsfødsel nemt kunne blive meget hektisk, og at jeg på hospitalet ville blive fristet til at tage imod smertestillende – simpelthen fordi det på et hospital ville være tilgængeligt – og så ville jeg ikke selv være helt med ved fødslen på samme måde, som jeg ønskede.
Min mand, Snorre, og jeg talte meget om, hvordan vi kunne sørge for, at jeg kunne være rolig og tryg under fødslen og ikke komme til at stresse hverken mig selv eller barnet. Vores første og eneste besøg på Rigshospitalet lærte os, at det ikke var dér, vi skulle søge et afstressende forløb med fokus på en naturlig fødsel. Så dagen efter sad vi til informationsmøde hos jordemødrene på Moderhuset MAIA.
Jeg havde forinden fundet en artikel i Politiken om stedet, og her mødte vi netop den forståelse og tid til spørgsmål, som vi havde brug for.
Efter dette første møde var vi begge sikre på, at jordemødrene her ville kunne hjælpe os til at opnå det, vi søgte og ønskede os for en fødsel. Så vi er blevet fulgt tæt af Ditte, Dorthe og Marta lige siden starten af min graviditet, og betydningen af deres yderst kompetente vejledning og omsorg kan ikke overdrives. Deres naturlige tilgang til fødslen og viden om kroppens egne evner fascinerede mig og gjorde mig helt tryg ved den kommende fødsel. Blot det at have tid til at snakke om de ting, der lige rører sig for en førstegangsgravid, og stille de samme spørgsmål igen og igen gav os også en dejlig ro samt overbevisning om, at en naturlig fødsel hjemme hos os selv ikke blot var en god mulighed men også en oplevelse, som vi glædede os rigtig meget til.
Under graviditeten oplevede jeg meget tildigt at have mange plukveer, som jeg var nervøs for. Jeg var bange for at føde for tidligt og fik opbygget en forventning om, at fødslen nok ville ske lidt før terminstidspunktet, og fødekarret kunne derfor ikke komme tidligt nok hjem i vores stue. Så da jeg omkring terminstidspunktet gik en tur i svømmehal, var det en smule grænseoverskridende, fordi jeg forestillede mig, at vandet ville gå i omklædningsrummet eller endnu værre – i bassinet. Men det viste sig, at denne lille frygt var ubegrundet, for der skulle gå mange dage, inden der skete noget.
I mellemtiden var det blevet til mange lange gåture og angsten for plukveer var vendt til glæde over hver eneste af dem, og jeg endte med at blive meget utålmodig. Dog var jeg ikke i tvivl om, at vores lille barn stadig havde det godt i maven, så jeg var ikke nervøs ved at gå så længe over tid. Jeg mærkede stor aktivitet hver dag, og ved de ekstra besøg hos jordemødrene i disse dage fik vi bekræftet, at barnet stadig havde gode betingelser i maven.
Den 22. oktober om morgenen kom jordemoder Ditte hjem til os for at drøfte mulighederne, når man går to uger over tid. Jeg var godt utålmodig og glædede mig voldsomt til at se vores lille barn og holde det i armene. Vi stod foran at tage på Rigshospitalet til nærmere undersøgelser, for at sikre os, at den lille stadig fik ilt nok. Først undersøgte Ditte mig indvendig, og det viste sig, at jeg allerede var 4 cm åben. Det var noget af en overraskelse for mig. Så havde plukveerne alligevel arbejdet godt for mig. Under en omgang stående Rebozo om lænden kom de første spæde veer. Men jeg var så nervøs for, at de skulle gå i sig selv igen, så jeg besluttede mig for at følge Snorre på arbejde.
Vi nåede ikke engang ud af lejligheden, før veerne begyndte at nive. Så en time efter Ditte var gået, måtte vi ringe til hende igen, og kun 8 timer efter den indvendige undersøgelse blev lille Folke født. Dog var han slet ikke så lille endda, for det viste sig dagen efter, at han vejede 4150 gram og målte 54 cm. Han havde rigtigt udnyttet de ekstra dage til at vokse i.
Jeg var så meget med under hele fødslen, og jeg var utroligt glad. Faktisk så glad at jeg græd af glæde, da de første veer meldte sig. Det var meget overvældende. Hvilket sikkert til dels skyldtes, at jeg gik over terminen, så jeg var virkelig klar, da veerne endelig kom. Nu skulle vi snart møde vores længe ventede barn. Men det skyldtes helt klart også, at jeg var tryg og mentalt indstillet på fødslen.
Jeg vidste, at jeg havde alt den tid og ro, jeg ønskede mig til at føde vores barn. Snorre sad på hug ved fødekarret under hele seancen og støttede mig både fysisk og mentalt. Min mor var med til at støtte og opleve sit første barnebarns fødsel, og der var en særlig forventningsfuld og smuk stemning. Dorthe og Ditte sad også på gulvet ved fødekarret og holdt overblikket og sørgede for, at jeg fik den opbakning og vejledning, jeg havde brug for. Det var det mest naturlige i verden, at de var tilstede i vores stue og delte dette øjeblik med os. Vi kendte jo hinanden godt efterhånden og havde længe arbejdet sammen hen imod denne begivenhed.
Med Ditte og Dorthes rolige tilstedeværelse og venlige vejledning og støtte fandt jeg selv en stor tryghed og glæde ved situationen og derved lykkedes det mig at holde en positiv stemning og råbe ”jaah” ved næsten hver vé….. Da presseveerne startede opfordrede Ditte mig flere gange til selv at mærke efter, om jeg kunne mærke den lilles hoved på vej ud. Det kunne jeg godt, og det motiverede mig meget til at holde ud og huske at arbejde med veerne. Det var fantastisk at opleve, at jeg selv kunne bringe vores lille barn til verden. Det har styrket min tillid til mig selv og min krop. Jeg fik ikke brug for at kaste håndklædet i ringen og bede om at komme på hospitalet for at få smertestillende – men på et tidspunkt fik jeg vist uheldigt nok kastet et håndklæde i hovedet på jordemoder Ditte, fordi det lugtede af parfumeret vaskepulver – undskyld søde Ditte.
De første dage i Folkes liv har været meget rolige, og det har været en luksus for os bare at kunne være herhjemme sammen efter fødslen og slippe for at skulle ud med ham til efterfølgende undersøgelser. Kontakten med velkendte jordemødre gjorde også de første barselsdage nemmere, fordi vi stolede på dem og vidste, at de kendte os og vores barn. Så deres besøg og støtte i disse dage var også uvurderlig. Vi tror, at vores glæde og tryghed under hele forløbet har bidraget til, at vi i dag har en meget glad og tryg lille dreng. Samtidig tror jeg, at Snorre har været meget mere med i processen, end han ellers ville ved en hospitalsfødsel, fordi de mange konsultationer også har drejet sig om tanker om graviditet og fødsel og ikke kun rutinemæssige tjek.
Det skal lige siges, at vi til at starte med var en smule skeptiske over at skulle betale for at få den fødsel, vi ønskede os. Men vi har fået så meget mere, end vi forestillede os, og vi vender meget gerne tilbage, når Folke skal have en lillebror eller lillesøster, og så undværer vi gerne endnu et par ugers ferierejse (eller hvad man ellers måtte bruge den slags penge til), for det man kan få hos Moderhuset MAIA. Det er det hele værd og mere til.
Så tusind tak søde Dorthe, Ditte og Marta fordi I har været med til at udvide vores verden ved at være til stede for os og vores barn under graviditeten og fødslen. Det har været en fantastisk rejse, og vi tager meget med os videre. Vi er jer meget taknemmelige og håber for alle gravide, at fremtiden bringer mere fokus på jeres tilgang til graviditet og fødsel.
Kærlig hilsen Snorre og Stinne