..Jeg besluttede mig for at føde på Gentofte og tage Marta med….Aftenen inden igangsættelsen kl. 23 gik jeg selv i gang. Jeg var overlykkelig da den første vee pressede på. Nu skulle der bare gang i fødslen..
Graviditeten var en meget lang og lærerig rejse. Meget uvirkeligt at bære rundt på det spirende barn. Det blev først rigtigt virkeligt da vi var til første scanning og så den lille svømme rundt og vi kunne se det lille hjerte banke.
Cirka tre måneder før termin mødte jeg jordmødrene fra Moderhuset MAIA, de inspirerede mig til at se på fødslen på en anden måde. At jeg selv kunne være med til at skabe en fin og tryg fødsel ved f.eks. at føde hjemme hvor jeg var tryg. Det blev en meget mere personlig og særlig tid efter at jeg valgte at blive tilknyttet klinikken. Vi havde mange lange og hyggelige hjemme besøg med jordmoder Marta. Der blev åbnet op for forventningerne til fødslen og jeg fandt en større styrke og naturlig kraft i mig selv.
Allerede før terminen følte jeg mig klar og godt rustet til at føde. Hver aften var jeg sikker på at det måtte blive i nat. Fødekaret stod klar derhjemme samt diverse ting der skulle bruges. Jeg blev ved med at skifte blomster ud som var tænkt til fødslen. Men ak 14 dage over termin ville Gentofte sætte mig i gang. Jeg besluttede mig for at føde på Gentofte og tage Marta med mig. Jeg fortalte Gentofte at jeg ønskede at udskyde igangsættelsen en dag. Aftenen inden igangsættelsen kl. 23 gik jeg selv i gang. Jeg var overlykkelig da den første vee pressede på. Nu skulle der bare gang i fødslen. Men jeg fik rådet at prøve at slappe af og få lidt hvile.
Og natten igennem havde jeg ret kraftige veer, men jeg fik også lidt hvile ind imellem. Det lykkedes mig at finde nogle visualiations teknikker, hvor jeg kunne hente kraft gennem vejrtrækningen og møde veerne. Jeg stod på alle fire og vuggede fra den ene side til den anden. Det var utænkeligt at ligge ned, alt for smertefuldt. Om morgenen var veerne holdt lidt op og jeg følte mig frisk som om jeg havde sovet hele natten. Kl. 10.30 tog vi ind på Gentofte. På det tids punkt var der 5 minutter mellem veerne og de varede nok cirka et minut hvilket var helt overkomligt, når bare jeg kunne vugge frem og tilbage og bruge min vejrtræknings teknik.
Da vi kom til Gentofte blev vi mødt af en meget sød jordmoder som kendte Marta og jeg var allerede 5 cm åben. Det var den største gave, nu var vi halvvejs. Jeg troede at der var lang tid tilbage, men de mente at jeg nok skulle føde om eftermiddagen. Jordmoder Marta kom cirka kl. 11 og så var alt godt, nu var jeg i trygge hænder. Det lykkedes os ovenikøbet at aftale med chef-jordmoderen at nu var Marta den ansvarlige jordmoder.
Karet var ved at blive fyldt op. Veerne bliver kraftigere og pauserne bliver kortere. Jeg kommer i bassinet, skønt. Samtidigt med at veerne bliver meget kraftige er det også muligt for mig at nå dybere ind og hente mere kraft til at klare dem. Jeg går meget ind i mig selv, med i den fantastiske proces der er ved at ske. Marta lægger varme klude på min ryg og det lindrer veerne meget. Lidt senere også kolde klude på hovedet, det gør under værker. Hun vidste vad jeg havde brug for før jeg selv vidste det. De opmuntrende ord, både fra Marta, min mand og min veninde som var med betød meget. Det var som at være en urkvinde mit i kraftens centrum. Jeg følte mig helt tryg, jeg kunne følge med de kraftige bølger og stormen. De sidste to timer til tre timer er meget intensive. Jeg glemmer næsten tid og sted. Må bruge al min koncentration til at komme igennem veerne. I perioder har jeg helt glemt at der skal komme et barn. Men så indimellem er der en guddommelig og befriende pause. Ja der kommer snart et lille barn, mit barn. Det er en rejse jeg er på og snart, snart er den forbi.
På et tidspunkt cirka ved totiden bliver veerne ekstremt stærke og fysiske, helt anderledes. Det er de berømte presseveer. Marta guider mig til at sætte lyd på, helt ned i maven. Det hjælper at lave meget kraftige og dybe brøl. Pauserne er meget korte, men de få sekunder der er, bliver udnyttet fuldt ud. Åbenbart faldt jeg helt ned og snorkede i disse meget korte pauser. I den sidste fase kommer der nogle voldsomme veer som jeg har svært ved klare. Marta siger nogle magiske ord: det er okej du kan godt klare smerten. Og jeg oplever at det kan jeg godt, jeg lod smerte være smerte og slap den i stedet for at spænde imod. De rigtige ord på det rigtige tidspunkt var meget effektivt smertelindrende.
Barnets hoved pressede på, det var der ingen tvivl om. Jeg rejste mig op og lænede mig på min mand og så gik det stærkt. Jeg kunne mærke at nu var den på på vej. Jeg skyndte mig at sidde ned, den skulle helst ikke falde ud af mig… Og to meget heftige veer efter komme den som viste sig at være en skøn lille pige ud. Sikke et øjeblik jeg ser hende komme ud dernede i vandet. Jeg tog selv imod hende og lagde hende på min mave. Hun havde helt åbne øjne og var meget blå i huden. Hun virkede meget vågen og vi kiggede længe og interesseret på hinanden, kun os. Det fineste øjeblik. Hun lå og fnyste lidt og ret hurtigt derefter trak hun langsomt vejret, Tiden stod stille. Lidt senere kom hun op til mit brøst og suttede i halvanden time. Mad først og så tid til at lære hinanden at kende. Denne del af rejsen var overstået og jeg var blevet mor og indviet i fødselsmysteriet.
Anne Sofie